VI KAN NU TILBYDE FORLØBET GRATIS
Eleverne går på opdagelse i kunsten som et sanserum og eksperimenterer med kunstneriske processer som gør op med det perfekte og fremhæver tilfældigheder. De oplever en sanselig kunstudstilling som udfordrer vores forståelse af fotografiet som et øjebliksbillede bundet til virkeligheden.
Udstilling:
Undervisningsforløbet starter i Odsherreds Kunstmuseums særudstilling, Traces of Resonance (Spor af resonans) af fotokunstner Astrid Kruse Jensen. Her skal resonans ikke forstås som lyd men som en genklang af det der var engang. Udstillingens værker har drømmende kvaliteter, der udvisker grænserne mellem hukommelse, bevidsthed, virkelighed og illusion. Kunstneren har brugt kunstnerhjemmet Malergården som ramme for udstillingens værker. Hun kalder selv Malergården ”en tidslomme for drømme.”
Værkernes sanselige udtryk er skabt gennem forskellige fototeknikker såsom dobbelteksponeringer, brugen af modlys, kemiske spor og lange lukketider.Kemien, lyset, og intuition bliver aktive elementer i hendes værker. Motivet oplyses af lyset, vinkler, genskær og gentagelser således, at arkitekturen og rummene i hendes værker bliver til et billede på en tilstand mere end et fysisk arkitektonisk rum.
Værksted:
Vi lader os inspirere af kunstnerens rejse som fotograf fra teknisk perfektion til tilfældighedsprincippet.
Eleverne undersøger hvad der sker når man slipper kontrollen og de digitale filtre på mobilens kamera i en kreative proces. Hvordan ændrer et fotografisk udtryk sig når man undersøger det gennem forskellige analoge filtre som stof, blade og farvet glas? Hvad sker der når fotografen skal fange et billede ud fra intuitionen og sansning i kroppen fem for synet alene? Og hvad kan der opstå i en søgen efter skønhed i det uperfekte?
Undervisningsforløbet kan perspektiveres til elevernes samtid ved at udfordre den perfekthedskultur, som præger samfundet i dag og som nogle børn og unge møder i hverdagen.
Elevernes mobiltelefoner bruges under forløbets værkstedsdel.