Et elevaktiverende undervisningsforløb der med udgangspunkt i 1960’ernes Danmark har fokus på velfærd, forbrug, lige ret, køn, krop og reklamer.
”En ny kvinde på 10 min.” Det var en af de ting Carmen Curlers lovede kvinder og deres mænd. Reklamer er ofte et tidsbillede, der viser tidens normer og idealer. Og Carmen Curlers solgte drømme både til dem der købte fabrikkens produkter, men også til de mange tusinde kvinder der kom til at arbejde på fabrikken.
Historien om Carmen Curlers er en historie om iværksætteri, men også om en helt ny samfundsorden, hvor kvinderne indtog arbejdsmarkedet, og dermed brød med de klassiske familiemønstre. Produktet Carmen Curlers lovede frihed til kvinderne, men det gav også en helt ny frihed for de kvinder, der fik arbejde på fabrikken.
Igennem historien om den elektriske pappilot sætter vi fokus på 60ernes velfærds- og forbrugersamfund, på lige ret, krop, køn, drømme og reklamer.
Sammen med eleverne vil vi undersøge hvad dette opbrud betød for kvinderne, deres familier og samfundet. Vi tager udgangspunkt i de personlige fortællinger, og undersøger historien igennem kilderne og dilemmabaserede rollespil, som giver eleverne mulighed for at leve sig ind i historien, og opnå erkendelse gennem historisk empati.
Eleverne skal ved hjælp af den nye forståelse for 60’erne selv arbejde med at sælge drømme. De skal lave deres egen biografreklame for andre af 60’ernes store opfindelser og varer, og derigennem undersøge hvad produkterne sagde om samtiden, og om de idealer der var.
Forløbet er gratis for skoler fra Kalundborg, Holbæk, Slagelse, Sorø, Ringsted og Odsherred Kommune.