Fra New York til Kalundborg – Lundbye-maleri kommer hjem
Ved en auktion i New York og med en flot donation fra Bent O. Jørgensens Fond har Museum Vestsjælland erhvervet et helt specielt værk af Johan Thomas Lundbye.
Titlen er ’Skibe i havn ved Kalundborg Fjord’ og er dateret til 1846. Så det er et af Lundbyes sene værker.
Værket kommer fra amerikaneren John L. Loebs private samling. Han var USA’s ambassadør i Danmark 1981-1983 og ejer en af de største private samlinger af dansk guldalderkunst uden for Danmark.
Motivet er helt lokalt og er meget relevant for Kalundborg Museum både kunsthistorisk, topografisk og kulturhistorisk. Motivet kan stedfæstes til inderfjorden, som senere blev inddæmmet og tørlagt, og blev kendt som ’Rejepytten’. I dag er det Elmegadeområdet. Maleriet er gengivet i Jens Balslevs bog om Lundbye og Kalundborg.
Udover selve motivet er maleriet også interessant for museet, da vi i forvejen har et maleri af Lundbye malet i samme serie med hele udsigten set fra den modsatte kyst. Vi har desuden et af forarbejderne til maleriet i form af en akvarel.
Johan Thomas Lundbye (1818-1848) er født og opvokset i Kalundborg, og han fandt mange af sine motiver på egnen. Malerierne er ikke bare kunstværker – de er en del af Kalundborgs historie og selvforståelse.
Vi glæder os til at få det hjem – planen er at udstille det på Kalundborg Museum snarest muligt, hvor vi i forvejen har en udstilling med lokale Lundbye-malerier. Læs mere om udstillingen her.



