Vi er beærede og stolte over at kunne fortælle, at Ringsted Museum og Arkiv har modtaget en flot donation fra en dansk kvinde, der er gået bort i USA. Ruth var født i 1923 og døde i 2025, hun blev 101 år.
For snart to år siden fik museet et brev fra USA vedrørende boet efter Ruth Else Christensen, hvor Ringsted arkiv var nævnt i testamentet.
Nu er boet gjort op, og vi har fået den overvældende besked, at beløbet lyder på 1.327.500 dollar. Eller 8.814.467,25 kroner.
Ruth Else Pryds Andersen (gift Christensen) var født i Benløse ved Ringsted i 1923. Hun blev gift med Christian Vilhelm Christensen, der var født i Ringsted Landsogn i 1913. Parret emigrerer senere til USA.
Ruth var uddannet ekspeditrice i en dametøjsbutik, men i USA passede hun børn og arbejdede senere som kassedame i et supermarked.
De fik ingen børn. Christian Vilhelm Christensen døde i 2004 i USA, men er begravet på Ringsted Kirkegård. Da Ruth døde, blev hendes kiste fragtet til Ringsted, hvor hun er begravet sammen med sin mand.
Museumsdirektør Eskil Vagn Olsen er begejstret:
”Det lyder næsten som et eventyr med ’den rige tante fra Amerika’. Vi er ovenud taknemmelige og glade for den meget flotte donation, som kommer til at gøre en markant forskel i udviklingen af Ringsted Museum og Arkiv”.
Midlerne er ikke øremærkede, men skal naturligvis anvendes til projekter, der relaterer sig til Ringsted.
Kontakt: Museumsdirektør Eskil Vagn Olsen, 41 37 92 56, evo@vestmuseum.dk



