NÆBLERØD OG AGUILA I ODSHERRED
To stærke og unikke stemmer indenfor samtidskunsten udstiller på Odsherreds Kunstmuseum og på Odsherred Museum.
odsherred Museum
odsherreds kunstMuseum
Frederik Næblerød og Casper Aguila skabte sommeren 2024 en stor udstilling på Odsherred Museum, i Nykøbing Sjælland.
Alle kunstværkerne til Places Like This blev produceret på stedet af genbrugsmaterialer fra den lokale farvehandler og genbrugsplads. Kæmpe farverige vægmalerier møder fotografier, collager, skitser og skulpturer.
I 2025 suppleres den farverige eksplosion med endnu en udstilling. Denne gang på Odsherreds Kunstmuseum. Al kunsten i denne udstilling er sort/hvid. En skarp kontrast – ikke bare til den første udstilling de lavede i 2024, men også en modig modsætning til samtidskunsten i det hele taget. Kunsten og verden er i farver – bare ikke i denne udstilling.
De to videoværker i udstillingen Timeline er et tilbageblik på de to kunstners fælles projekter i Odsherred.
Odsherred har en særlig plads i Næblerød og Aguilas kunstneriske virke. Her har de opholdt sig og arbejdet i sommerferierne, gennem årene.
Begge kunstnere blev bemærket da de rykkede ind i et stormraseret sommerhus i Korshage (2015-2017), siden på en nedlagt landbrugsejendom, i Vig (2018-2020). Denne type kunststorm projekter hører normalt storbyen og industrikvarteret til. Men Næblerød og Aguila tog denne praksis med til Odsherred og det vakte opsigt i lokalområdet.
Begge kunstnere udstiller i ind- og udland og de har haft en række fællesudstillinger på Alice Volker Gallery og i Politikens Forhal. Casper Aguila udstiller primært i udlandet: Tokyo, Madrid, Bruxelles og Paris. Frederik Næblerød er aktuel med en udstilling på ARKEN og deltog i tv-programmet Kunstnerkolonien og DR serien ”Ufortyndet”.
Udstillingen Timeline kan ses frem til den 28. september 2025 på Odsherreds Kunstmuseum, i museets åbningstid.
Udstillingen Places Like This kan ses året ud, til og med den 21. december 2025 på Odsherred Museum, i museets åbningstid.
Rundvisning – Kunst i Odsherred
Rødhøj 11, 4550 Asnæs
Mød Frederik Næblerød og Casper Aguila
Rødhøj 11, 4550 Asnæs
Frederik Næblerød (f. 1988) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. Næblerøds værker arbejder på tværs af flere udtryksformer, herunder maleri, tegning, skulptur, og off-grid projekter. Hans værker er ekspressive og til tider grænser til det groteske. Værkerne drager inspiration fra kunstnerens umiddelbare omgivelser som konverteres til en vild, sitrende energi fra det liv, de mennesker og de ting som han er omgivet af. En energi der skaber relevante værker med en bred vifte af motiver, størrelser, materialer og budskab.
Casper Aguila (f. 1985) er fotograf og uddannet i Fine Arts fra Accademia Italiana i Firenze. Han arbejder på tværs af forskellige medier, herunder film,
fotografi, installation, skulptur, tegning, og maleri. Hans værker fanger natur
og mennesker i sårbare, nærmest skrøbelige situationer. Værkerne formidler situationerne fra et poetisk, men samtidig råt perspektiv. Ved at kombinere fotografi, skulptur og malerkunst undersøger han, hvordan disse klassiske udtryksformer kan i et samspil skabe rum for genfortolkninger og nye muligheder for materialerne.