Samtalecafé for demensramte med Sorø Bibliotek, Sorø Museum og demensteamet i Sorø er nu blevet en fast ramme for kulturelle oplevelser for mennesker med tidlig demens.
Caféerne er et uformelt og inspirerende fællesskab med plads til at dele både gode og svære oplevelser. Seancerne er fuld af levende samtaler om personlige forhold til fx steder, mennesker, ting og interesser samt om oplevelser med fx håndværk, bøger, film og musik.
Fokus på demens og kultur
Kulturel og social aktivitet er ikke alene gode oplevelser, men også gavnlige for ens trivsel og sundhedsmæssige tilstand – i særdeleshed hvis man er ramt af demens. I uge 19 er der Demensuge, som i år sætter fokus på demensvenlighed i kultur- og fritidslivet. Over hele landet er der fokus på, hvordan kulturinstitutioner, foreninger, fagpersoner m.fl. kan gøre det lettere for mennesker med demens at bevare et aktivt liv med kultur og aktiviteter sammen med andre.
I Sorø har vi fra kulturens side inden for det sidste år afprøvet og udviklet på samtalecaféerne, der nu bliver en fortløbende indsats. Det startede som et samarbejde mellem Sorø Bibliotek, Sorøs demenskoordinator Susanne Juul Kjelkvist og demenssygeplejerske Vibeke Jensen om at lave samtalecaféer for demensramte. Indsatsen er hurtigt blevet udvidet, idet Sorø Museum er trådt ind i samarbejdet med stort engagement.
Litteratur, historie og gode samtaler
Det udvidede samarbejde betyder, at deltagerne får mere variation i de kulturelle oplevelser, som de deler. Ved samtalecaféen på biblioteket er den primære inspiration til samtalen et stykke litteratur, der læses højt af bibliotekets formidler og læseguide. Ofte synges også en fællessang. På museet har den historiske formidler på forhånd udvalgt museumsgenstande, der kan sætte gang i samtaler om særlige emner, som fx skoleliv eller barndommens lege. Begge steder sparrer og udvikler sammen med demenskoordinatoren og demenssygeplejersken om form, indhold og temaerne for samtale.
Kernen i arrangementerne er den gode, fælles kulturoplevelse, snarere end praktiske og sundhedsfaglige spørgsmål omkring livet med demens. Demenskoordinatoren eller -sygeplejersken er med hver gang og kan svare på eventuelt opståede spørgsmål.
Praktisk information
Samtalecaféerne finder sted hver anden uge og lokationen skifter mellem Sorø Bibliotek og Sorø Museum. Deltagerne er mennesker med et tidligt stadie af demens, der har truffet aftale med demenskonsulenten eller -sygeplejersken om at deltage. Der optages løbende nye deltagere i gruppen inden for et fastlagt maksimumantal.
Har du fået konstateret demens, og er du interesseret i at deltage, kan du kontakte demenskoordinatoren på mailadressen: susk@soroe.dk og aftale nærmere.
Foto: Vibeke, Pernille, Susanne og Rose der står bag kulturtilbuddet for demensramte i Sorø Kommune