Oplev en af Danmarks mest spektakulære fortællinger fra bronzealderen, når vi åbner den nye udstilling Ofring og guld – Unikke fund fra Boeslunde på Slagelse Museum.
Boeslunde var for 2.800 år siden et centrum for ceremonier, magt og rigdom – og netop her er der fundet store mængder guld, sjældne våben og spor efter offerpladser, som giver et unikt indblik i bronzealderens verden.
I udstillingen kan du blandt andet se et helt enestående fund: en gulddekoreret jernlanse, der blev ofret i en kilde for omkring 2.800 år siden – og som i dag regnes for noget af det ældste jern i Danmark.
Kom tæt på pragtvåben, guldspiraler og fortællingen om, hvordan et lille område på Vestsjælland blev et vigtigt religiøst og økonomisk knudepunkt i bronzealderen.
Arrangementet er gratis – og vi byder på bobler og snacks.
Program for åbningen
17:00 Velkomst ved museumsdirektør Eskil Vagn Olsen og kulturudvalgsformand i Slagelse Kommune Mick Keller
17:10 Introduktion til udstillingen ved projektleder og forskningskoordinator Jonas Abkjær Andersen
17:15 Udstillingen er åben sammen med reception
18:30 Tak for i dag