vestsjælland og vestindien

Om udstillingen

På Holbæk Museum finder du den permanente udstilling ”Vestsjælland og Vestindien”. Som det eneste museum i Danmark, gives der i udstillingen indblik i den rolle, provinsen spillede i Danmarks 250 år lange tid som kolonimagt i Vestindien. Udstillingen åbnede på Holbæk Museum den 31. marts 2017, hvor den samtidig markerede, at det i 2017 var 100 år siden, Danmark solgte Dansk Vestindien til USA.

”Vestsjælland og Vestindien” er historien om Vestsjællands betydning i dansk kolonihistorie. Samtidig er det den oversete historie om, hvordan landet uden for hovedstaden profiterede på kolonierne.

Vi hører ofte om store palæer i København, betalt af de formuer, som var tjent på sukker fra Dansk Vestindien. Resten af landet var dog lige så dybt engageret i kolonialhandelen. En handel, som bragte store rigdomme til Danmark. Sporerne fra Vestindien findes også i Vestsjælland.

Det er fysiske spor som den vestindiske konkylie, der fungerede som brandhorn på Sejerø, eller sablen, brugt mod slavegjorte under slaveoprør. Men det er også de mere uhåndgribelige spor, der ligger i de mange menneskeskæbner, der blev påvirket af de 250 års kolonitid. Det er præsten Kjeld Jensen fra Slagelse, der deltog ekspeditionen til Sankt Thomas i 1666 og stiftede menigheden i det, der blev til Frederikskirken i Charlotte Amalie på St. Thomas. Og det er familien Andreasen, der rejste til Vestindien i år 1900. De vendte hjem efter salget af øerne og oplevede, at det var svært at blive anerkendt som danske statsborgere.

Men det er ikke mindst historien om store rigdomme skabt på handel med sukker og slavegjorte mennesker.

Søgning

Note: Danish only