Arbejde og integration

Formålet med projektet – Arbejde og Integration er at fortælle om velfærdsstatens opståen gennem indvandreres egne fortællinger, med udgangspunkt i Ringsted.
I 1973 kom 5 tyrkiske familier med toget til Ringsted. For dem var det en helt ny verden. Knap 50 år senere, har vi gennem 20 interview, indsamlinger og erindringscaféer fået mulighed for at fortælle historien om hvordan normer og værdier ændrer sig over tid.

Gennem en række personlige beretninger, fortæller Museum Vestsjælland indvandringshistorie i øjenhøjde. Resultatet kan blandt andet ses i bogen HJEM – fortællinger fra tre generationer tyrkere i Ringsted

”Jeg har arvet nogle værdisæt fra den danske skole, som jeg har presset mine forældre med. Mine børn har lært noget andet. De er mere frihedssøgende end mig. Dét har de så presset mig med.” (Informant, tyrkisk 2. generationsindvandrer) Museum Vestsjælland har i forbindelse med indsamling og dokumentation af indvandreres erindringer i lokalområdet, stødt på ny viden om mødet mellem generationerne. Dette gav anledning til nye perspektiver på begrebet integration i forhold til normer og værdier og deres udvikling.

Integration er også noget der sker i forholdet mellem børn og forældre. F.eks. når 2. generationsindvandrere trodser forældres religiøse dogmer, eller i opgøret med traditionen om arrangerede ægteskaber og konservative familiemønstre. Men det handler også om teenagepiger, der spejler sig i venindernes skønhedsidealer i skjul for familien. Selv vokser de op og opdrager deres egne børn på helt anden vis, end de selv har oplevet.

Integration og forældreskab: børnenes rolle

Projektet har haft rigtig god kontakt med en større gruppe tyrkiske indvandrere og deres efterkommere i Ringsted. Det har givet en unik mulighed for at indsamle erindringer på tværs af generationer. Her viser det sig, at det især er i mødet mellem børn og forældre at brydninger sker.

Forældregenerationen har knoklet og slidt for at skabe et bedre afsæt for børnegenerationen. De voksne der kom til Danmark i 70’erne havde svært ved at begribe det land de var kommet til. Mange isolerede sig, men børnene lærte sproget og kulturen. ”Jeg kan jo hjælpe min datter med hendes lektier. Det kunne mine forældre jo ikke”, fortæller en efterkommer.

Med tiden er børnene begyndte at betragte Danmark som deres hjem. Men forældrene vandrer stadig. Hvert forår vender de hjem til landsbyen i Tyrkiet, men kommer tilbage til Danmark til efteråret.

Nogle tyrkiske gæstearbejdere holdt fast i gamle traditioner fra landsbyen, som for eksempel at arrangere børnenes bryllupper. En efterkommer fortæller hvordan hun blev gift med en mand fra Tyrkiet, som hun aldrig havde mødt. Med tiden brød hun ægteskabet og fik sin families opbakning til skilsmissen. Hun fortæller at hun på den ene side føler kærlighed til oprindelseskulturen, men har samtidig også gjort op med forældregenerationens konservative værdisæt: ”Mine børn skal vælge selv”.