Detektorfund Herslev

Herslev Udgravning Dronefoto DJI 0045 FB

Denne udstilling er ikke længere tilgængelig

Detektorfund Herslev. Fund, forskning og fællesfodslag – En middelaldergård graves frem blandt vikingetidsfund.

I en mindre udstilling viser Museum Vestsjælland fund fra Herslev

Hvert år finder ivrige detektorfolk tusindvis af fund på Vestsjælland. Men hvad kan vi egentlig bruge dem til? I en række mindre udstillinger i 2023 vil vi vise hvad nogle af de mange fund har ledt til af arkæologiske undersøgelser og videre forskning.

I Herslev syd for Tissø er der med detektor fundet en stor mængde fine og rige fund hovedsageligt fra vikingetid. En arkæologisk undersøgelse blev iværksat for at afklare, hvor de mange fund stammede fra, og resultaterne overraskede. Udover en mængde stolpespor fra en vikingetidsbebyggelse, stødte arkæologerne nemlig også på sjældent velbevarede spor af en middelaldergård. Her var både spor af husets konstruktion i form af stolpespor og syldsten, der har båret vægstolper, foruden spor efter ovne, ildsteder og brønde. Mest overraskende var dog resterne af et lerstampet gulv. De sidste seks år har Museum Vestsjælland foretaget adskillige forskningsudgravninger af gården og de omkringliggende områder. Det er nemlig meget sjældent, at sådan et lerstampet gulv er bevaret efter knap 1000 år. Det giver en unik mulighed for at få et indtryk af det levede liv på gården i 1100-1200-tallet. Det er ikke kun det bevarede gulvlag, der gør Herslev til noget helt særligt. Med de mange detektorfund kan vi se, at man har boet på den samme mark fra omkring 700-tallet, til man flytter fra gården i slutningen af 1200-tallet. Det er også her Herslev både udfordrer og bidrager til forskningen. Der er nemlig stor forskel på kvaliteten af fundene fra vikingetid og middelalder. De rige og unikke fund fra vikingetid vidner om, at der her har ligget en velhavende og anseelig vikingetidsbebyggelse, mens fundene fra middelalderen synes mere ordinære og mindre anseelige. Den undersøgte middelaldergård synes heller ikke at skille sig ud eller imponere i sin størrelse eller udformning. Det rejser en række spørgsmål til udviklingen fra vikingetid til middelalder. Skyldes forskellen i fundkvaliteten forskelle i det materielle udtryk, eller er der sket en nedgang i velstand fra vikingetid til middelalder?  Skal vi kigge efter andre tegn på velstand i middelaldergården, end vi lige forestiller os f.eks. en særlig produktion, særlige kontakter eller en særlig måde at indrette sig på? Det er nogle af de væsentlige spørgsmål detektorundersøgelsen og de efterfølgende arkæologiske undersøgelser kan kaste nyt lys over.

Bemærk: Med mindre andet er nævnt, afholdes denne begivenhed på dansk

Priser
Alm. entré
Kr. 40,-
23. mar 2023 - 11. jun 2023
Expired!

Sted

Slagelse Museum
Slagelse Museum
Bredegade 11A, 4200 Slagelse

Arrangør

Slagelse Museum
DEl
ANDRE ARRANGEMENTER OG UDSTILLINGER
No event found!

Søgning

Note: Danish only