Museum Vestsjælland fastlægger koncept for nyt besøgscenter ved Sct. Bendts Kirke
Museum Vestsjælland har nu valgt konceptet for et kommende besøgscenter ved Sct. Bendts Kirke i Ringsted. Valget falder på modellen ”Ny attraktion for Danmarks første kongekirke”, der skal danne grundlag for den videre udvikling af projektet. Det betyder, at arbejdet med at fastlægge besøgscentrets konkrete indhold, placering og finansiering nu går i gang.
Et formidlingscenter af international standard
Besøgscentret skal skabe en levende og interaktiv formidling af Sct. Bendts Kirkes enestående historie og betydning for Danmarks kongelige og kirkelige arv. Samtidig skal centret være en central drivkraft i udviklingen af Ringsted som en attraktiv kultur- og turistdestination.
”Vi ser et enormt potentiale i at styrke formidlingen af Sct. Bendts Kirke. Det kommende besøgscenter skal være et moderne og engagerende formidlingsmiljø, hvor både turister, skoleklasser og lokale borgere kan få en dybere forståelse af kirkens og Ringsteds historie. Vi ser frem til det videre samarbejde mellem os som museum, Ringsted Kommune og Sct. Bendts Kirkes menighedsråd,” siger Eskil Vagn Olsen, direktør for Museum Vestsjælland.
Kommunen og kirken er centrale samarbejdspartnere
Ringsted Kommune spiller en nøglerolle i projektet, og skal blandt andet arbejde med at finde egnede placeringer for besøgscentret.
”Et besøgscenter for Sct. Bendts Kirke er en fantastisk mulighed for at skabe endnu mere liv og turisme i Ringsted. Kirken er vores mest markante kulturarv, og med en fortid som kongelig gravkirke rummer den både kongelige og adelige grave med markante personligheder fra Danmarkshistorien. Vi glæder os til at være med til at realisere dette ambitiøse projekt. Nu går vi i gang med at undersøge lokaliseringsmulighederne, og hele Byrådet ser frem til at fortsætte det tætte samarbejde med Museum Vestsjælland og Menighedsrådet,” siger Klaus Hansen, borgmester i Ringsted Kommune.
Også Ringsted Sogns Menighedsråd ser store perspektiver i etableringen af et nyt formidlingscenter, der kan skabe bedre rammer for at fortælle kirkens historie.
”Sct. Bendts Kirke har en unik plads i Danmarks historie og er en vigtig kulturinstitution i lokalområdet. Vi bakker helhjertet op om projektet. Samtidig er det vigtigt for os, at besøgscentret udvikles med respekt for kirkens gøremål” siger Ole Hvidesten, formand for Ringsted Sogns Menighedsråd.
Næste skridt: Finansiering og konkret planlægning
Med konceptvalget på plads begynder nu en detaljeret proces med at udvikle en fondsstrategi, fastlægge placeringen af besøgscentret og udarbejde en forretningsmodel for projektet. Museum Vestsjælland har modtaget 2 millioner kroner fra finansloven til dette arbejde.
”Resten af 2025 skal vi arbejde i bund med, hvordan og i hvilken form, Sct. Bendts Kirkes fascinerende historie som kongegravskirke og fortællingen om kirken som Skandinaviens ældste teglstenskirke, bliver formidlet og udstillet, og hvordan Ringsteds historie bliver fortalt i øjenhøjde og på et højt professionelt niveau. Det glæder vi os rigtig meget til”, siger Eskil Vagn Olsen, direktør for Museum Vestsjælland.
En endelig beslutning om besøgscentrets placering forventes i slutningen af 2025. Derefter venter yderligere arbejde med at skaffe finansiering til besøgscentret.
For yderligere information kontakt:
Eskil Vagn Olsen, Direktør, Museum Vestsjælland, 41379256
Klaus Hansen, Borgmester, Ringsted Kommune, 40138041
Ole Hvidesten, Formand, Ringsted Sogns Menighedsråd, 40303801
Om Sct. Bendts Kirke og besøgscentret
Sct. Bendts Kirke i Ringsted er en af Danmarks ældste teglstenskirker og fungerede som gravkirke for de danske konger og dronninger i middelalderen. Kirken er et centralt monument i dansk historie og et betydningsfuldt sted for kultur- og religionshistorie.
Sct. Bendts Kirke blev opført på foranledning af Valdemar den Store og indviet i 1170. Kirken ligger på en bakke, og med dens imponerende volumen rager den godt op i landskabet og i synsfeltet. Kirkens historie er helt unik, og det er netop denne historie og fortællingen om Ringsted bys historie, der bliver en del af hovedattraktionen i det kommende besøgscenter.
Ambitionerne er høje på alle planer. Målet er, at besøgscenteret både bygger på og styrker den lokale forankring, fremmer den lokale identitet og bliver en markør for den lokale stolthed over at bo i en by med en unik historie, som giver international bevågenhed og tiltrækker nationale og internationale turister. Målet er også, at besøgscenteret bliver en kulturel samlende facilitet med kulturtiltag og sociale events og bliver en hjørnesten i Ringsted Kommunes bylivsstrategi.