Udstillingsåbning – Peter Martensens ’Dagbog fra Tasilik’

Odsherreds Kunstmuseum byder velkommen til kunstner Peter Martensen med særudstillingen Dagbog fra Tasilik.

Peter Martensens værker hænger på museer i både Sverige, England og Frankrig – nu kan du endelig opleve ham på Odsherreds Kunstmuseum! Udstillingen præsenterer malerier, tegninger og kortfilm af Peter Martensen og er struktureret som en dagbog. Kunstnerens mangeårige praksis med dagbogsskrivning inddrages direkte i udstillingen gennem tekster, refleksioner og billeddagbogsnotater om værkernes tilblivelse.

Odsherred har en særlig plads i Peter Martensens kunstneriske virke. ’Tasilik’ er navnet på den naturskønne ejendom i Odsherred, hvor Peter Martensen har haft bolig og atelier siden 2010. Navnet betyder ’ved søen’ på grønlandsk, givet af polarforskeren Knud Rasmussen, som havde sin gang på stedet.

Peter Martensens billedunivers inviterer beskueren ind i en oplevelse, der er både dragende og gådefuld. Martensen beskriver selv sin kunst som mentalrealistisk maleri, noget som ’ser umiddelbart realistisk ud, men som i virkeligheden handler om noget mentalt’.

Det er gratis at deltage i udstillingsåbningen, og alle er velkomne – vi byder på en lille forfriskning.

Udstillingsperiode: 25.april til den 19.oktober

Læs mere om udstillingen her

 

DATOER

25 april
13:00 - 14:30

PRISER

Gratis adgang Kr. 0,-

MØDESTED

Odsherreds Kunstmuseum

ARRANGØR

Odsherreds Kunstmuseum

DEL

Søgning

Note: Danish only