Skyggekrigerne

Skyggekrigerne – Vestsjællands hemmelige modstandskamp

Oplev en anderledes udstilling med vilde våben og gadgets og dramatiske fortællinger om de hemmelige agenter, der kæmpede i skyggerne under Anden Verdenskrig.

Træd ind i skyggerne, hvor Vestsjællands hemmelige helte kæmpede for friheden.

Vidste du, at britiske agenter sprængte Storebæltsfærgen i luften under 2. verdenskrig? Eller at et fly fra Royal Air Force blev nedskudt nær Ringsted og bragte en vigtig mission for Danmark i fare?
Alle voksne i Europa kender historien om Anden Verdenskrig og hvordan modstandsbevægelserne understøttede de allieredes krig mod Nazityskland – eller gør de?
’Skyggekrigerne’ fortæller de mindre kendte sider af historien om modstandsbevægelsen – nemlig hvordan den engelske agent- og efterretningstjeneste SOE (Special Operations Executive) trænede de danske mænd og kvinder og leverede helt unikke våben.

Mød de modige mænd og kvinder, som med list, mod og opfindsomhed udfordrede besættelsesmagten. I udstillingen kan du se og opleve en række originale genstande, som blev brugt i kampen:

– Lyddæmpede pistoler til stikkerlikvideringer
– Ampuller med syre til tidsindstilling af miner
– Bukseknapper, der i virkeligheden er et kompas
– Flammefri tændstikker, der skåner nattesynet og er svære at se på afstand

Mange skæbner i Vestsjælland blev ændret af modstandsarbejdet og på udstillingen kan du se og opleve nogle af de dramatiske begivenheder, der foregik her. Begivenheder, der blev planlagt i England.

Vestsjællændere fik nær kontakt til agenter, våbentræning og organisering. De modtog våben fra himlen og udførte farlige missioner. Indsatsen kom også til at koste mange unge britiske mænd livet samt tab af mange Royal Air Force fly.

Udstillingen “Skyggekrigerne” giver dig en sanselig og tankevækkende oplevelse, hvor virkelighedens spionhistorier bliver levende.

Udstillingen realiseres med hjælp fra: Gerry Holdsworth Special Forces Charity, Augustinusfonden, Brand af 1848

BEMÆRK: udstillingen indeholder beretninger om vold, der kan virke stærke for mindre børn.

Se indlæg fra TV2 Øst om åbningen her.

AutismGoTo har udarbejdet en social præsentation af Slagelse Museum for at gøre det nemmere for mennesker med autisme og deres netværk at planlægge og gennemføre et besøg. Præsentationen kan downloades her.

DATOER

04 maj 2025 - 21 december 2030
10:00 - 18:00

PRISER

Alm. entré Kr. 60,-

MØDESTED

Slagelse Museum

ARRANGØR

Slagelse Museum

DEL

Søgning

Note: Danish only