Niels Bugge, Simon Vagn Jensen og Jesper Sejdner Knudsen fortæller – i ord og musik – om dagliglivet på Malergården, om maden de spiste og om de historier, der knytter sig til bordene i Spisestuen, i Havestuen og i Skolestuen – om sunde og enkle madvarer, håbefulde drømme og bristede illusioner, kunst og kærlighed, krig og fred.
Maleren Sigurd Swane (1879 – 1973) og hans hustru Agnete (1893 – 1994) skabte deres egen verden på den nyopførte Malergården i Plejetup. Her kunne de udfolde deres mange ideer om sammenhænge i alle livets forhold og mellem dagliglivets vilkår og kunstens udfordringer. Da Malergården også havde landbrugsbedrift tilknyttet, var stedet nærmest selvforsynende, og landbrugsdriften en integreret del af dagligdagen.
Gennem årene kom en række gæster og kulturpersonligheder til Malergården – og med dem også andre ideer om livet og verdens beskaffenhed. Det var bl.a. digteren Valdemar Rørdam (1872 – 1946) og forfatteren Martin A. Hansen (1909 – 1955). Spisebordet blev således på mange måder katalysator for denne udveksling af ideer og holdninger. Til tider i andægtig, men sigende stilhed; til andre i højlydte diskussioner eller ved oplæsning under æblegrøden.
Udgangspunktet er et bord – opdækket med fødevarer, der knytter sig til gæsterne, som foruden at omfatte Swane familien og de to forfattere også – ved denne lejlighed inkluderer Fynbomalerne. Det være sig gæsternes yndlingsspise – eller det modsatte.
Bugge, Jensen og Knudsen vil give Maden på Malergården liv i tekster, fortællinger, sange og musik – og sætter fokus på nye sider af livet på Malergården.
Vær sikker på en plads og køb billet på forhånd.
Resterende billetter er til salg i døren. Pris: 200 kr. inkl. entre
BEMÆRK: entrebilletten kan gratis ombyttes til en årsbillet, der gælder et år fra købsdato.
Årsbillet koster 100 kr.