I påsken kommer der en helt særlig gæst til Holbæk Museum!
Den er over syv meter lang – og er en tro kopi af Gislingebåden fra 1130 i fuld skala. Båden hedder Langòe og er bygget på bådeværftet på Vikingeskibsmuseet i Roskilde. I påsken bliver den udstillet i gården på Holbæk Museum – fra 28. marts til 7. april.
Det er en enestående chance – se det ægte vrag af Gislingebåden fra 1130 i den smukke udstilling indenfor, og bevæg dig så udenfor og se, hvordan båden så ud i fuld skala. Båden er 7,7 meter lang og har været brugt til transport af gods og mennesker. Den har en meget lav dybgang, der betyder, at den kan færdes overalt i fjordene og på vandløbene.
Langòebåden er udlånt til Holbæk Museum, og det er gjort muligt gennem et samarbejde mellem Vikingeskibsmuseet i Roskilde og Museum Vestsjælland.
BEMÆRK lørdag den 4. april i tidsrummet kl. 11.00 – 15.00, kan man som noget helt særligt opleve fortællinger om både Gislingebåden og Langòe .