Slå jer ned i den hyggelige julestue i det julepyntede Kalundborg Museum og klip julepynt sammen. Tag en julesok med og få en gave af gårdnissen.
Det store juletræ er kommet op i museumsgården og den gamle Lindegård, som huser Kalundborg Museum, er pyntet op til jul.
I museets julestue er der dækket op til at klippe julepynt, som vi kender det fra gamle dage. Her er skabeloner, papir og saks til at lave bl.a. flettede julehjerter, musetrapper og stjerner. Tag endelig jeres fine julepynt med hjem.
Julesok
Kalundborg Museum inviterer også børn i følge meden voksen til at komme forbi med en sok, som de kan hænge op på en sokkesnor. Når barnet henter sin sok igen, kan det være, at gårdnissen har lagt lidt julegodter i den. Husk at skrive navn i sokken, så barnet får sin egen sok med hjem.
Julemandens magiske postkasse
Gårdnissen kender julemanden og hjælper ham med at fordele gaver til jul. Julemanden har derfor fået gårdnissen til at sætte en postkasse op på museet til børnenes juleønsker. Gårdnissen sørger for, at julemanden får ønskelisten inden jul.
Der er julehygge alle dage i museets åbningstid fra d. 17. november til og med søndag d. 20. december.
Tilmelding er ikke nødvendig.
Det er gratis at deltage, når entrebillet er betalt. Børn under 18 år har gratis entre.