Ringsted Middelalderfestival er en historisk festival, som afholdes i Klosterlunden i Ringsted midtby. Festivalen blev første gang afholdt i 2009 og har kun vokset sig større siden da. Sidste festival blev afholdt i 2018, hvor omkring 12.000 glade og købelystne gæster slog vejen forbi Ringsted Middelalderfestival.
I 2022 er det syvende gang, vi afholder Ringsted Middelalderfestival i Klosterlunden. Festivalen er en middelalderfestival, som man kender den med salgsboder, teater, middelaldermusik, gøgler-og ildshows, mad og drikke, men vi kan også noget andet, de fleste andre festivaler ikke kan. Festivalen finder nemlig sted lige der, hvor store betydningsfulde begivenheder fandt sted i middelalderen i og ved Sct. Bendts Kirke i Ringsted.
Derfor har Ringsted Middelalderfestival hvert år haft en historisk begivenhed som hovedtema for afholdelsen – og i år er ingen undtagelse. I år fejrer vi nemlig 850-året for kirkefesten i Sct. Bendts Kirke.
Det fejrer vi med et brag af en kirkefest til åbningen af festivalen d. 26. august kl. 16.00, hvor vi får besøg af Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte og Biskop over Roskilde Stift Peter Fischer-Møller.
Festivalen er et samarbejde mellem Museum Vestsjælland, Ringsted Kommune, præstegruppe og menighedsråd ved Sct. Bendts Kirke, lokale foreninger, lokalt erhvervsliv, lokale frivillige og velgørende institutioner og den lokale presse.
I år fejrer Ringsted Middelalderfestival 850-året for kirkefesten i Sct. Bendts kirke.
Her inviterede Kong Valdemar den Store Danmarks stormænd til Ringsted, hvor han kronede sin 7-årige søn, Knud 6. som konge i danmarkshistoriens første kongekroning. Samtidig skrinlagde han knoglerne af sin far, Knud Lavard, som pavelig godkendt helgen i et helgenskrin på kirkens alter og demonstrerede herved, at kongeslægten var Guds udvalgte herskerslægt. Derved indførte Valdemar reelt arvekongedømme i stedet for valgkongedømmet.
Kroningen og skrinlæggelsen foregik i den nyopførte Sct. Bendts Kirke, hvis østre halvdel stod færdigbygget i 1170, som Danmarks ældste store kirke af tegl. Dermed formidler Ringsted Middelalderfestival Danmarks første kongekroning, skrinlæggelsen af Knud Lavard, og kirkens og teglstenens 850-års jubilæum.
På Ringsted Middelalderfestival vil det være muligt at opleve denne begivenhed med egne øjne, når vi opfører den som skuespil ledt af skuespillertruppen Dei Gratia i Sct. Bendts Kirke hver dag under festivalen. Du vil med andre ord komme helt tæt på historien og opleve den på egen krop, når Valdemar kroner sin søn og skrinlægger sin far netop der, hvor det hele udspillede sig for 850 år siden. Til åbningsceremonien d. 26. august vil vi opføre skuespillet med kongelig og religiøs deltagelse, hvor du også er inviteret.
Åbningstider: fredag d. 26. august kl. 16.00-21.00 / lørdag d. 27. august kl. 10.00-21.00 / søndag d. 28. august kl. 10.00-14.00.
Pris: Det koster ikke noget at komme ind på festivalpladsen og de fleste optrædener kan du opleve helt gratis.
Parkering: Parkeringen ved runddelen foran Sct. Bendts vil være spærret under festivalen. Vi henviser til de øvrige parkeringspladser i Ringsted midtby.
Offentlig transport: Klosterlunden ligger 800 meter fra Ringsted togstation, ca. 10 minutters gang.
Hvis du har interesse i at være frivillig og gerne vil høre mere, så send os en mail på festival@vestmuseum.dk
Her kan du se highlights fra hele festivalen